Verdens bedste hjemmelavede romkugler


En af mine absolut yndlingskager er romkugler. Der findes simpelthen ikke noget bedre end blendede gamle brød og kager. Ikke den mest lækre beskrivelse, men lad os kalde en skovl for en skovl.

Herhjemme er det normal min mand, der står for romkuglerne. Det og så kransekage er han nemlig mester i!!

Men det har været lidt svært at lokke en opskrift ud af ham, da han som regel laver dem lidt ligesom når jeg bager brød. Du ved, en skvis af det og et skvat af noget andet og så slutte af med lidt improvisation.

Så jeg måtte selv i gang med at prøve mig frem, for at finde min bedste opskrift.

Det skal du bruge:

  • 400 g. kagerester (evt købekage)
  • 4 spsk. marmelade (jeg foretrækker hindbær, da det giver en frisk syre til alt det søde)
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2 store spsk. kakao
  • 2 spsk. romessens
  • Kokosmel eller krymmel til pynt.
  • Evt blendet havreggryn.


Sådan gør du:
Bræk kagen i stykker i en stor skål, eller i din køkkenmaskine. Kør det til smulder med håndmikseren eller K-krogen.

Tilsæt marmeladen, vaniljesukker, kakao og romessens.

Rør ingredienserne godt sammen, så dejen bliver fast og let at forme. Føler du dejen bliver for flydende og du løber tør for kage, kan du med stor succes blende lidt havregryn og blande i. Bliver dejen til gengæld for fast,  tilsætter du bare lidt mere marmelade. Husk at de gerne må være lidt mere bløde end de endelige resultat, da de sætter sig lidt i køleskabet.

Tril romkuglerne til en passende størrelse og rul dem i krymmel eller kokosmel

De kan holde sig et par dage i køleskab. Altså, hvis du kan holde fingerne fra dem så længe?!?

Romkugler er i øvrigt en fantastisk måde at undgå madspild. Jeg bager – som I ved – ret meget. Og når jeg skærer lagkagebunde til, eller skærer kager i figurer, kommer der en del overskydende kage. Det fryser jeg ned, så der altid er til at lave romkugler af.  Dette kan du naturligvis gøre med alle mulige  kager.
Bager du en ny kage fra bunden til formålet, er det faktisk en god ide lige at lade den stå ude på køkkenbordet i et par timer, så den er blevet lidt tør.

Rigtig god fornøjelse

Gitte <3

Skriv et svar