24 Days of Christmas – 11. december 2015

Opskrift: Hjemmelavede P-tærter


Denne opskrift er altid en sikker vinder. Den kræver lidt indsats med den franske nougat, men er alle anstrengelserne værd!

Det skal du bruge:

  • 30 g sukker
  • 40 g æggehvide
  • 60 g vand
  • 180 g sukker
  • 100 g honning
  • 100 g glukosesirup
  • 100 g peanuts
  • 300 g mørk chokolade


Sådan gør du:

Pisk sukker og æggehvide stift til marengs.

Vand, sukker, honning og glukose hældes i en gryde og koges ved moderat varme, til det når en temperatur på 145 grader. Det er vigtigt at lagen når helt derop, da nougaten ellers vil blive alt for blød.

Hæld langsomt den varme sukkermasse i marengsen, mens der piskes.

Pisk herefter massen i 10 minutter til den er sej og lettere afkølet.

Hæld massen ud på bagepapir drysset med flormelis. Brug en kagerulle til at fordele den. Du kan med fordel dække kagerullen med smagsneutral olie, så den ikke sidder fast i den franske nougat.

Drys peanutsene ud over massen og tryk den lidt ned.

Lad massen køle helt ned (gerne i et par timer.) Det gør det meget nemmere at overrække med chokolade efterfølgende.

Tryk p-tærterne ud med en udstikker eller skær dem i mundrette stykker og overtræk dem med chokolade.

Egentlig er P-tærter jo lavet med usaltede peanuts. Men jeg ynder at bruge de helt almindelige saltede peanuts af to grunde. 1: de koster kun det halve. Og 2: kombinationen af de saltede peanuts og den søde franske nougat får englene til at synge.

Det er naturligvis en smagssag, og man kan selv afgøre hvad man er til.



Mmmmmmmh, rigtig god fornøjelse

– Gitte <3

Skriv et svar